Følelser eller professionalisme

I dag, den anden januar, havde jeg en super hård arbejdsdag. Ikke fordi jeg var træt efter nytårsaften. Jeg arbejder på et rehabiliteringscenter. Jeg har kun arbejdet der i et halvt år, er ufaglært og har derfor ikke den samme professionelle tilgang når der er dødsfald. Jeg har, grotesk som det lyder, vænnet mig til at mennesker dør omkring mig og jeg har det egentlig sådan okay med det, som man nu kan. Men der er en af beboerne som jeg har snakket rigtig meget med. Især her i juletiden, da jeg hele tiden har været der. Hun var meget syg af cancer, og sidst jeg var inde hos hende, var hun ikke ved bevidsthed. Hun kæmpede for livet. Vi plejede at tale sammen, så jeg snakkede til hende, selvom hun ikke svarede. 4 timer senere trak hun for sidste gang vejret. Det er et par dage siden nu, men i dag skulle jeg gøre hovedrent inde på hendes stue. Det var virkelig ubehageligt. Jeg følte, at jeg vaskede det sidste af hendes eksistens væk. Da jeg skulle ordne den seng hun lå i, ramte lugten af lig min næse ud af det blå. Jeg tror at det var psykisk. Jeg fik det virkelig dårligt og var hårdt påvirket resten af dagen. I dag har jeg sovet og grædt dagen væk.