Sider

25.9.14

I'm fine



Hvorfor er det så svært at bede om hjælp? Eller blot give udtryk for sine følelser. Sige "jeg har det af helvedes til". Også til ens bedste venner. Når jeg har det svært og allermest har brug for en god veninde, så kan jeg ikke selv sige til. Jeg føler at jeg siger "hør nu på mig, nu taler vi lige om mig, kan det lige dreje sig om mig, mig mig mig", jeg vil ikke ubelejlige, kræve opmærksomhed eller irritere. Og jeg ved godt at de ikke ser sådan på det, men det gør jeg, og det er en følelse der er svær at ændre. Jeg kan sagtens sige "jeg brød sammen igår" og åbne op om mine tanker og følelser dér, men lige i momentet hvor det sker, tårerne triller og lyden af hulk fylder rummet, i dét sekund føler jeg mig palle-alene-i-verden, og det er dér jeg er på mit mest sårbare punkt. Og så er det nemmere at sige at man har det fint...

"Finally, I cried over you. It has been going on for about half a year. 
My body was reaching to the point, where it was high in stock of tears.
It was about time to release them. To release the truth. In my world; there is 
no more you"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar